Man siger, at alle veje fører til Rom.
Det har jeg aldrig helt forstået.
Jeg har gået ad veje, som ikke førte nogen steder.
Jeg har fulgt skilte, der lovede mere, end de kunne holde.
Jeg har taget genveje, der blev til omveje, og omveje, der endte brat ved en grøft.
Og så findes der de veje, der fører til Hjallerup Marked.
De kommer fra alle retninger.
Fyldt med biler, campingvogne, hestetrailere, forventninger og mennesker, der allerede hjemmefra har besluttet sig for at fare en lille smule vild.
Man kan mærke markedet, før man ser det.
Støvet i luften.
Lyden af højttalere, der kæmper mod vinden.
Duften af heste, grillmad og noget, der muligvis engang har været kaffe.
Kræmmere, der sælger ting, ingen vidste, de manglede, før de stod med dem i hånden.
Tre par strømper for en halvtredser.
En lampe fra et hjem, der ikke findes længere.
Et værktøj, ingen kan forklare, hvad skal bruges til.
En hest, som nogen pludselig er overbevist om, vil forandre hele familien.
Måske er det derfor, jeg holder af markeder.
Ingen kommer kun for det, de siger, de kommer efter.
Man siger, man skal købe en grime, kigge på en traktor eller finde noget billigt til haven.
Men måske kommer man i virkeligheden for at mærke, at verden stadig larmer.
At der stadig findes jord under skoene.
Musik fra et telt.
Latter fra mennesker, man aldrig har mødt.
Og fremmede, man kan stå tæt ved uden at skulle forklare, hvem man er.
På et marked må man godt være lidt tilfældig.
Man behøver ikke have en plan.
Man må gå til venstre, fordi noget glimter.
Til højre, fordi nogen spiller musik.
Man må standse uden grund og fortsætte, når man har lyst.
Det er en frihed, man først forstår betydningen af, når kroppen en dag begynder at bestemme retningen.
For kroppen har også sine veje.
Nervebaner.
Signaler.
Bevægelser, der før var selvfølgelige,
men pludselig kræver forhandling.
En dag går man bare.
Den næste dag skal hvert skridt næsten søge om tilladelse.
Foden ved godt, hvor den skal hen.
Hjernen sender beskeden.
Men et sted undervejs bliver brevet væk.
Sådan kan man fare vild uden at have bevæget sig en meter.
Jeg har været på veje, hvor kroppen ikke længere føltes som min.
Veje med smerte, rystelser og en træthed så tung,
at selv morgenen kunne virke uoverkommelig.
Veje gennem venteværelser, systemer og behandlinger.
Gange så lange, at man kunne nå at glemme, hvem man var,
før ens navn blev råbt op.
Der var mennesker, som så sygdommen.
Nogle så tallene.
Nogle så symptomerne.
Nogle så en patient, en sag eller en journal.
Og indimellem blev det svært for mig selv at se andet.
For når man længe nok bliver mødt som den, der ikke længere kan, kan man begynde at tro, at det er hele sandheden.
At vejen bagud er lukket.
At kortet er tegnet færdigt.
At man nu befinder sig i et land, man aldrig får lov at forlade.
Men kroppen er mærkelig.
Det er håbet også.
Nogle gange begynder en ny vej dér, hvor den gamle ender.
Ikke som en motorvej med tydelige skilte og frisk asfalt.
Mere som et næsten usynligt spor gennem græsset.
Et lille skridt.
En bevægelse, der lykkes.
En morgen med lidt mindre smerte.
En hånd, der igen kan noget, den næsten havde glemt.
Og så endnu et skridt.
Ikke tilbage til den, man var.
Det kan man ikke altid.
Men måske hen imod den, man stadig er.
Det er ikke det samme.
Og alligevel kan det føles som at komme hjem.
Måske er det derfor, Hjallerup Marked bliver ved med at dukke op i mine tanker.
Fordi alle vejene mødes dér.
De lige og de skæve.
De planlagte og de tilfældige.
De nye biler og de rustne trailere.
De mennesker, der ved præcis, hvad de leder efter,
og dem, der først opdager det, når de står foran det.
På markedet bliver ingen spurgt, om de er kommet ad den rigtige vej.
De er bare kommet.
Måske gælder det også resten af livet.
Måske handler det mindre om at vælge den perfekte vej og mere om at blive ved med at bevæge sig, når vejen ændrer sig.
Nogle gange går vi fremad.
Nogle gange rundt i ring.
Nogle gange må vi bæres et stykke.
Og nogle gange står vi pludselig et sted, vi kender.
Ikke fordi landskabet er det samme.
Men fordi vi kan genkende os selv i det.
Man siger, at alle veje fører til Rom.
Det gør de ikke.
Nogle fører til Hjallerup Marked.
Nogle fører direkte ind i mørket.
Nogle forsvinder under fødderne på os, netop som vi troede, vi kendte retningen.
Men de bedste af dem fører os tilbage til os selv.